Den digitale medieudvikling og bibliotekernes rolle
Det Digitale Folkebibliotek har med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen fået udarbejdet en analyse af bibliotekernes og eReolens rolle på det digitale litterære marked. Dansk Forfatterforening og repræsentanter fra danske forlag har bidraget til projektet og analysen. Projektet er netop afsluttet med udgivelse af rapporten: ”Den digitale medieudvikling og bibliotekernes rolle”.
Analysen viser, at eReolen har opbygget en solid position i landskabet for digital litteratur, der er præget af mange tilbud og tjenester. eReolen har en særlig funktion som offentlig digital bibliotekstjeneste og en kendskabsgrad på 45% blandt den danske befolkning. 16% af den danske befolkning benytter eReolen, og det svarer i 2022-tal til flere end 700.000 lånere og et udlån på mere end 8 mio. e-bøger og lydbøger.
eReolen understøtter bredden i litteraturen
Tallene viser, at eReolen har et stort udlån, også af andet end den nyeste litteratur og bestsellerne.
Det gør eReolen til et værdifuldt supplement til de kommercielle tjenester med sit diverse katalog af genrer og nye og ældre titler, og for danske forlag og forfattere spiller eReolen en vigtig rolle som vindue for titler og genrer, der ikke er så synlige i det kommercielle billede. eReolen bidrager til at understøtte bredden i litteraturen og opfylder på den måde en væsentlig public service-forpligtelse. Samtidig er eReolen med sin brede redaktionelle inspiration og formidling af litteraturen fra det mangfoldige katalog et stærk aktiv i forhold til at give den danske litteratur et længere liv.
Den nye lydkultur tilføjer et ekstra lag til litteraturen
Analysen viser desuden, at anvendelsen af lyd er i kraftig vækst både nationalt og internationalt. Etablerede digitale litteraturtjenester og nye spillere opruster og satser på markedet for lyd med produktion af eget indhold, de såkaldte originals, prominente oplæsere, indkøb af kataloger og med egne audioproduktioner. Lydbogen som format egner sig til mange brugssituationer, og danskerne udnytter i vid udstrækning denne fleksibilitet i deres hverdag, mens de er aktive med andre ting eller på farten. Lydbøger bidrager til stor vækst i anvendelsen af litteratur, et forhold, som også bibliotekerne skal være opmærksomme på.
Fokus på brugervenlighed og produktudvikling
Den store interesse for streaming betyder, at der stilles flere og flere krav fra brugerne, og det lægger pres på tilbud og tjenester på markedet mht. at styrke produktudviklingen samt optimere brugervenlighed og brugerrejser. Dette er også med til at hæve barren for, hvad der udgør en god bibliotekstjeneste.
I rapporten kan man læse mere om, hvordan markedet for den digitale litteratur ser ud lige nu og om, hvordan brugerne interagerer nationalt og internationalt med den digitale litteratur i form af ebøger, lydbøger og podcasts.
Analysen baserer sig på et omfattende litteraturreview, statistik, interview med eksperter med viden om udviklingen i digitale formater, tjenester på markedet og bibliotekernes rolle samt en spørgeskemaundersøgelse blandt eReolens brugere med næsten 3000 respondenter.