Next og Det Digitale Børnebibliotek bliver lagt sammen
Hen over foråret har vi haft travlt med finde en leverandør, der skal stå for udvikling og vedligehold af Folkebibliotekernes CMS og den nye hjemmeside til børn. De to projekter bliver kørt som ét fælles udbud på grund af de store synergier mellem dem.
Vi har netop overstået prækvalifikationsfasen, hvor interesserede leverandører har haft mulighed for at melde deres interesse ved at sende en række referencer ind til os, der underbygger, at de er kompetente inden for både teknologi, samarbejdsform og sektorkendskab.
5 leverandører i spil
Der var 17 leverandører, der meldte deres interesse, og heraf indsendte fem ansøgninger om prækvalifikation.
Da vi havde planlagt at gå videre med højst fem leverandører, er alle interesserede parter derfor gået videre til næste fase, hvor der skal udarbejdes tilbud.
Medio august modtager vi disse tilbud, og primo september planlægger vi at underskrive kontrakt og gå i gang med udviklingen.
De fem leverandører, der er inviteret til at skrive tilbud, er:
- Eksponent ApS
- Netcompany A/S
- Novicell
- Peytz & Co A/S (med Inlead som underleverandør)
- Reload A/S
Ny styregruppe
Ligesom der i udbudsprocessen har været store synergier mellem Next-programmet og Det Digitale Børnebibliotek, vil det samme gøre sig gældende i udviklings- og implementeringsfasen.
Derfor har bestyrelsen besluttet at sammenkøre de to projekter fremadrettet. Rent praktisk betyder det, at der nu dannes én samlet styregruppe, der er ansvarlig for både Next og Det Digitale Børnebibliotek.
Den nye styregruppe vil bestå af medlemmer fra den tidligere styregruppe for Det Digitale Børnebibliotek, fra Fagudvalget for hjemmesider og apps og fra Fagudvalg for e-Reolen og tekstlicenser.
Derudover suppleres styregruppen med redaktionelle kompetencer. Styregruppen forventes nedsat på den anden side af sommerferien, hvorefter vi melder ud, hvem styregruppemedlemmerne er.