Nyt om Next og børneprojekt: september

Status på udbud og meget mere...

Ny styregruppe 

Der er nu nedsat én samlet styregruppe for de to sammenlagte projekter, Next-programmet og Det Digitale Børnebibliotek.

Den nye styregruppe består af:

Christel Elbrønd Krabbenhøft (København), Tina Bang Jacobsen (Aalborg), Anne Green (Svendborg), Rebekka Kinimond Carlson (Hvidovre)

Medlemmerne kommer med baggrund i den tidligere styregruppe for Det Digitale Børnebibliotek, fra Fagudvalget for hjemmesider og apps, Fagudvalg for e-Reolen og tekstlicenser og Temasamarbejdet og projektet ”Det starter med børnene”, så det er et hold i stærkeste opstilling, der er godt klædt på til opgaven. 

Status på udbud

Nu har vi modtaget de endelige tilbud fra de fem leverandører der ønsker at færdigudvikle Next sammen med os. I løbet af de kommende uger evaluerer vi tilbuddene og så melder vi ud i næste nyhedsbrev, hvem der har vundet udbuddet. 

Det bliver meget spændende, da samarbejdet jo skal vare i otte år.

Nyt design til børnebiblioteket er godt på vej

Imens vi venter på at få afklaret, hvilken leverandør der skal udvikle Next formidlingspakken og det nye børneunivers, er der fuld gang i arbejdet med at få lavet et nyt design målrettet børn. 

Det er Gejst Studio i Aarhus der i tæt samarbejde med Team eReolen i øjeblikket er i gang med at versionere designet fra Next, så det tiltaler en yngre målgruppe. Gejst har tidligere udviklet flere løsninger til børn og arbejdet sammen med bibliotekerne - de samarbejder blandt andet med Lego og har også været med til at udvikle Bibliobitterne. 

Det nye design afleveres i slutningen af september. Der er efterfølgende sat god tid af til at få tilpasset designet, så det kan implementeres med det bedste resultat i Next-systemet i løbet af efteråret og vinteren. Det nye design udvikles og afprøves løbende blandt børn i målgruppen.  

68 biblioteker har allerede svaret

-på 3 spørgsmål om billetudbydere, men vi vil meget gerne høre fra de sidste af jer også!

Årsagen er, at vi i dag har en binding mellem CMS’en og Place2book. Det ønsker vi at komme væk fra, så der bliver større valgfrihed. 

Vi laver derfor en enklere løsning, hvor vi udstiller arrangementsdata i et åbent API, hvorfra billetsystemet kan hente og udstille arrangementerne. Det betyder i praksis, at I selv skal vælge en udbyder. 

Det kræver sandsynligvis noget udvikling i billetleverandørens ende, og vi vil derfor gerne i dialog med de leverandører, som bibliotekerne fremadrettet ønsker at sælge deres billetter igennem.

Link til spørgsmål om billetudbyder: Klik her


Mød os til BDI Årsmøde 6. september

Vi er med til BDI Årsmøde i Horsens, så kom og få en snak med os om Fokuseret Tilbud, Next og Det Digitale Børnebibliotek – eller kig bare forbi og sig hej.  

Webinar om Next d. 28. september, kl.9 - 10

Vi er allerede over 200 tilmeldte, men der er også plads til dig. 
Tilmeld dig her