Appen Biblioteket: Notifikationer uden forsinkelser på vej
Den seneste release af Cicero indeholder en ny gateway, som er første skridt på vejen mod notifikationer uden forsinkelser. Næste skridt er at udvikle en løsning, der kan integrere appen til den nye gateway, så brugerne kan modtage notifikationer i realtid.
I skal på bibliotekerne ikke gøre noget endnu. Når vores app-leverandør Redia har lavet integrationen til den nye gateway, vil vi igen kommunikere ud, så I kan konfigurere Cicero korrekt. Vi er i samarbejde med Redia i gang med en teknisk afklaring af løsningen. Det er endnu for tidligt at melde en tidshorisont ud, men det er en opgave, der bliver prioriteret højt.
Hurtigere notifikationer og forbedret arkitektur
Brugerne af Biblioteket-appen modtager i dag notifikation om gebyr, reservation og afleveringsfrist, men det nuværende tekniske setup betyder, at der er forsinkelser på beskederne og til tider kommer de sågar om natten. Denne forsinkelse er der mange brugere og biblioteker, som har indberettet til supporten. Herudover stiger belastningen af Cicero i takt med at appen får flere og flere brugere.
I samarbejde med KOMBIT har Det Digitale Folkebibliotek bestilt en løsning, som udbedrer dette. Udviklingsopgaven blev bestilt tilbage i maj 2020, da koordinationsgruppen for det daværende DDB bevilgede midler til opgaven. Udover at kunne give brugerne push-notifikationer i realtid betyder løsningen også, at der bliver bygget en bedre arkitekturmodel, der imødekommer den stigende brug af appen og dermed ikke belaster Cicero
Følg linket her og se hvordan notifikationerne virker i dag.