Få danskerne i tale!

Danmark mangler åbne taledata for at kunne udvikle og udbrede brugen af taleteknologi til gavn for blandt andet ældre og borgere med synshandicap. Jeres bibliotek kan gøre en forskel!

Danske myndigheder og virksomheder mangler åbne taledata for at kunne udvikle og udbrede brugen af taleteknologi i Danmark. Det skyldes primært, at dansk er et lille sprog.

Dette har CoRal-projektet til hensigt at ændre på, og lige om lidt igangsættes produktionen af et stort, åbent, dansk taledatasæt, hvor projektet skal rundt i Danmark og optage tale fra flere end 2000 personer. Målet er at producere 1500 timers optagelser med bred repræsentation af talemåder og dialekter.

Projektet mener, at den bedste måde at rekruttere indtalere er via de danske folkebiblioteker, som har lokalt kendskab og en bred brugerskare. Projektet har brug for hjælp til at få danskerne ”i tale”, så de kan få indsamlet de vitale taledata, der mangler for at gøre taleteknologier bedre til dialekter og dermed tilgængelige for endnu flere. 

Hvad kræver det hos jer at deltage i projektet?


•    At de må låne op til 4 lokaler på biblioteket (men færre lokaler er også fint) i 1-3 dage, mens der optages.


•    At I vil hjælpe projektet med at skabe kontakt til borgere og brugere i jeres område (fx via et nyhedsbrev eller plakater i biblioteksrummet), der vil donere deres stemme til datasættet – projektet har materiale klar og personer, der også hjælper til. Indtalere vil blive honoreret fra projektet med et gavekort på 400 kr. 

•    Og mere kræver det ikke: Projektet har et team, der kommer ud til bibliotekerne med udstyr og udfører optagelserne.
 

Tilmelding


Hvis I vil deltage i projektet, så send en mail eller ring til projektleder Kasper Bay Noer fra Alexandra Instituttet: kasper.noer@alexandra.dk eller tlf. 26 83 80 44. 
 

Projektet udføres i samarbejde mellem Alexandra Instituttet, Digitaliseringsstyrelsen, Københavns Universitet samt virksomhederne Corti og Alvenir.