Klods Hans-prisen til eReolen Go
Over 1 million visninger taler sit tydelige sprog, men nu har eReolens videoformidling for og med børn, ´Suget ind` også modtaget en officiel anerkendelse i form af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmarks pris, Klods Hans-prisen.
Prisen bliver hvert år uddelt til "en person, institution eller gruppe, der med entusiasme og nytænkning har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen."
Som begrundelse for, at den hædersfulde pris i år tilfalder eReolen skriver IBBY:
"Klods Hans Prisen skal gå til den eller dem, der med entusiasme og nytænkning har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen. Klods Hans Prisen er en anderkendelse af en særlig indsats for at udbrede kendskabet til børnelitteraturen til en større kreds.
Som nogle af de eneste i Danmark insisterer Suget ind på at lave indhold til børn og unge om bøger.
Tak for det!
Der er så mange voksne, der taler og taler om, hvordan man får børn og unge til at læse noget mere. Svaret er enkelt: Viden om gode bøger og om dem, der skal læse dem! Og er man i tvivl om, hvordan det skal gøres - så kan man starte med at se et par afsnit af Suget ind."
Du kan se et par afsnit af ´Suget ind´ her
Formidling på børnenes præmisser
Serien er fuld af skæg og ballade, men vigtigst af alt kan børnene her høre andre børn fortælle om deres deres bedste, sjoveste, pinligste og mest uhyggelige læseoplevelser.
For at tale til børnene på deres præmisser, benytter serien virkemidler, som børnene kender fra YouTube og DR Ultra med humor, sketches, hurtige klip og en underbyggende grafik i stil med den, børnene ellers møder i deres medieforbrug. Og så er formidlingen i stadigt stigende grad båret af børnene selv, da en indsigt vi bliver bekræftet i igen og igen er, at børnene allerhelst vil have formidlet og anbefalet bøger af andre børn.