"Det er et spørgsmål om at tage nogle beslutninger!"
Pi Mikala Nilsson er bibliotekar på Herlev Bibliotek, som er blandt de syv pilotbiblioteker, der som de første lancerer Folkebibliotekernes CMS til borgerne.
” Jeg synes, det kunne være rigtigt sjovt at få den udfordring.” siger Pi Mikala Nilsson som forklaring på, hvorfor Herlev Bibliotek meldte sig som pilotbibliotek, og fortsætter ”Vi så også en fordel i at blive piloter og komme på inden sommerferien og vi trængte til at komme i gang – det har været et langt forspil før der skete noget. ”
Tid er en vigtig faktor
På Herlev bibliotek er de tre ansatte, der er i gang med at bygge den nye hjemmeside op. Foruden Pi Mikala Nilsson, der tager sig af det tekniske, struktur og opsætning, er der to kollegaer, der hjælper med at lave indhold.
De havde håbet på at kunne bruge mere tid på arbejdet med den nye hjemmeside og være mere ude af vagtskemaet, men der har været sygemeldinger, barsler og opsigelser undervejs - helt som virkeligheden nok ser ud på de fleste biblioteker. Det bekymrer dog ikke Pi Mikala Nilsson:
” Jeg har skiftet hjemmeside før og det er et spørgsmål om at tage nogle beslutninger! Vi har hele tiden spurgt os selv, `Hvor meget indhold flytter vi?´ Hvis vi skal flytte alt indhold, så kan vi ikke nå det. Vi prioriterer i forhold til hvor meget vi kan nå at flytte.” slår hun fast og fortsætter:
” Vi kunne selvfølgelig godt bruge mere tid og vi kommer helt sikkert til at være trætte, når vi går i luften d. 6. maj.
Jeg tænker i hvert fald ikke, jeg holder weekend de næste par uger. Men så længe vi har det borgerne skal bruge og de ikke kommer ind på et helt tomt site, så er jeg fortrøstningsfuld.”
At Herlev er et lille bibliotek, er også en fordel, mener Pi Mikala Nilsson:
”Det er relativt nemt at træffe nogle hurtige beslutninger og få snakket med alle kollegaerne om, hvilket indhold, der skal med videre, når det ikke er kæmpe hus.”
Hostingplan: Redaktør
”Som udgangspunkt er vi redaktør-bibliotek.” fortæller Pi Mikala Nilsson om Herlev Biblioteks valg af hostingplan. Biblioteket kommer fra Inleads løsning og derfor har de gjort sig nogle overvejser:
”Vi vil gerne lige se om der er noget, som vi gerne vil, men ikke kan, på redaktør-planet. Vi har nogle funktioner fra Inlead som vi kommer til at savne, men vi skal lige vide, hvor meget vi kommer til at savne dem. ”
Igen spiller tiden og ressourcerne en rolle: ”Vi kan godt på sigt skifte over til at blive webmaster-bibliotek. Men det er jo et spørgsmål om ressourcer og hvor meget tid vi egentlig selv har til at udvikle.”
Pi Mikala Nilsson ser en fordel i, at udviklingen og udrulningen på Folkebibliotekernes CMS vil ske løbende også selvom man er på redaktør-løsningen:
”Der er lagt op til et samarbejde, så man kan være med til at udvikle løsningen og ikke skal vente i 100 år på, at éns udviklingsønsker bliver implementeret.” giver hun som endnu et argument for, at man ikke nødvendigvis behøver at være et webmaster-bibliotek, for at kunne præge hjemmesideløsningen.
På billedet ses Pi Mikala Nilsson
Det, der er svært
”Vi havde en forventning om et system, der ville være relativt nemt at gå til og det er det også. Der er nogle issues lige nu, men det er fordi vi er piloter. Vi har været igennem mange frustrerende ting og jeg tror, at de er på plads, når de andre skal på, og manualen er super god og nem at følge.” forklarer Pi Mikala Nilsson om deres oplevelser med den nye hjemmeside.
Sammen med sine kollegaer havde Pi Mikala Nilsson forberedt sig grundigt og brugt meget tid på at kigge i Zeroheights og lave lister over elementer, der skulle med. Men Folkebibliotekernes CMS ligner ikke længere det, man kunne se i Zeroheights.
Der var også andet, der ikke helt gik som planlagt:
”Vi havde forventet at skulle arbejde meget med profiler og `bag-om-ting´ og så skulle man lave sin struktur. Vi havde fastlagt tags og kategorier og da vi så kom i gang, så manglede den bagvedliggende struktur. Den er kommet nu, men det kom virkelig bag på os.” siger Pi Mikala Nilsson og slår fast, at det sværeste har været at skulle forestille sig en ny struktur:
”Man skal ryste sig fri af den gamle hjemmeside. Man kan måske godt gøre det samme, men kategorierne er anderledes og man skal gøre det på en anden måde.”
Som pilotbibliotek har det også været svært at gennemskue, hvad der er fejl og hvad der bare kommer senere. Pi Mikala Nilsson, tror dog ikke, at det er noget de andre biblioteker kommer til at opleve:
”Der bliver skabt et bedre overblik nu, så man kan se, hvad der kommer og hvad man skal melde ind i Jira.”
Noget at glæde sig til
Svaret falder prompte, på spørgsmålet om, hvad Pi Mikala Nilsson glæder sig mest til, når Herlev Bibliotek om lidt lancerer deres nye hjemmeside:
”Jeg glæder mig til at indhente alle mine arbejdsopgaver” ler hun og forsætter: ” Vi glæder os til at vise vores kollegaer alle de nye ting og hvad der fungerer godt. Der er virkelig nogle rigtigt gode ting. Altså lånerstatus og den måde man gør det nemmere for borgeren at bruge siden, det glæder jeg mig til at vise frem.”
Pi Mikala Nilsson er heller ikke i tvivl om, hvilke gode råd, hun vil give til alle de biblioteker, der skal til at begynde arbejdet med at skifte hjemmeside om lidt:
”Brug manualen – især til de indledende opsætninger. Hvis man læser det, der står og følger manualen, så kommer man relativt nemt om ved det. Selvom der selvfølgelig kan være ting, der er svære.”
Hun opfordrer også til, at man rækker ud og spørger om hjælp:
”Stil spørgsmål til piloterne eller hvem I har lyst til. Særligt de der spørgsmål som ´Er jeg dum? Er det bare mig eller kan man ikke det her?´”
Der bliver oprettet netværk i CB-regi og de kan være en hjælp, hvis man virkelig føler, at det hele ramler understreger Pi Mikala Nilsson og tilføjer:
”Husk den positive hat – det kan godt være, at tingene er lidt anderledes, men i bund og grund bliver det godt. Det bliver sjovt, der sker noget og vi udvikler os og ændrer nogle rigtigt trælse ting til det bedre.”