Personaliseret anbefaling på forsiden

Appen Biblioteket: Brugerne kan nu få personlige anbefalinger

Ny version af appen Biblioteket er tilgængelig for brugerne i App Store og Google Play. Versionen indeholder mulighed for at brugeren kan få vist personlige anbefalinger.

Brugerne får med den nye opdatering mulighed for at få vist en ’hylde’ med personlige anbefalinger. Anbefalingerne bliver automatisk genereret baseret på brugerdata fra Biblioteket-appen såsom reservation, materialevisning, lånehistorik, huskeliste.

Hylden vil blive vist på forsiden af appen, hvis brugeren har tilvalgt dataopsamling, samt har et minimum niveau af ’handlinger’ i appen. Servicen er i ’beta’, da der er planlagt forbedringer i en kommende justeringsfase. 

Denne release er hovedleverancen til Biblioteket-appen fra puljeprojektet PAPPS, som bliver ledet af ITK, Aarhus Kommune i samarbejde med Odense og Aarhus Bibliotekerne samt eReolen. Det Digitale Folkebibliotek overtager driften af servicen i samarbejde med leverandøren Redia, og vi arbejder nu på at implementere det nye driftssetup. 

Hvordan virker de personlige anbefalinger?

Med den tidligere release fra PAPPS fik brugerne mulighed for at vælge ’lånehistorik og inspiration’ til. Inspirationen kommer med denne opdatering i form af personlige anbefalinger på forsiden. På dette link kan du læse mere om, hvordan servicen laver anbefalingerne til både eReolen og Biblioteket appen.

Justering og videreudvikling af anbefalinger

PAPPS-projektet går nu ind i den afsluttende justeringsfase, som vil evaluere og justere algoritmerne for både ”Noget der ligner” og ”Anbefalet til dig”, før den afsluttende leverance. Indtil sidste leverance vil der være tilføjet betegnelsen ’beta’ i overskriften på anbefalingerne for at indikere for brugerne, at der stadig arbejdes med forbedringer. 

I den efterfølgende drift af servicen vil der løbende blive arbejdet med kvaliteten. Algoritmerne skal nemlig justeres og forbedres hele tiden i takt med, at der kommer mere brugsdata. 

Efter planen skal funktionerne fra PAPPS-projektet implementeres på bibliotekernes hjemmesider som en del af NEXT-programmet. Læs om projektet ’konsolidering af personalisering’ under Det sammenhængende bibliotek, som PAPPS-projektet understøtter, her. 

Billedtekst: Herunder ses det 'view', når brugeren har klikket på 'Vis alle', som viser alle de personlige anbefalinger i en lodret liste.

Vis alle anbefalinger