Cover Service bliver ramt af lukningen af Den Åbne Platform
Den Åbne Platform lukker den 31. januar 2025. Det betyder desværre, at der ikke længere automatisk bliver uploadet nye forsider til Cover Service.
Alle de forsider som allerede ligger i Cover Service fra før 31. januar vil stadigvæk være tilgængelige, men I vil opleve manglende forsider på nye materialer.
For at undgå, at Cover Service mangler nye forsider indtil vi får lavet en sammenlægning af Cover Service og Moreinfo (læs om projektet nedenfor) vil vi indføre flere manuelle uploads blandt andet med hjælp fra jer på bibliotekerne.
Vi bestræber os på at få så mange nye forsider ud til jer som muligt. Men det er en stor mængde titler som hver uge skal have nye forsider, da hver materialetype har sit eget specifikke faustnummer, som skal have en forside på tværs af materialetyper og brugergrænseflader.
Mangler I en forside?
Hvis I støder på oplagte titler som mangler en forside, så meld ind i Servicedesk.
I kan gøre arbejdet lettere for os ved at vedhæfte forsiden i sagen og skrive hvilket faustnummer/ID-nummer som det drejer sig om.
I dag indeholder Cover Service over 1,6 millioner forsider, som bruges på:
Bibliotekernes hjemmesider
App’en Biblioteket
eReolen, eReolen GO og eReolen Global
Cicero LMS, Cicero Mobil, Cicero Move, Cicero Surf (hvis det er slået til som forsideservice).
Nogle selvbetjeningsautomater og storskærmsløsninger
Om sammenlægning af Cover Service og Moreinfo
Vi har taget et aktivt valg om ikke bruge udviklertid på at lave en upload-funktion til forsider i Folkebibliotekernes CMS. Det har vi gjort på baggrund af et projekt om at lave en samlet forsideløsning sammen med DBC, så I som biblioteker kun skal bruge én fælles forsideløsning til eksempelvis Bibliotek.dk, Folkebibliotekernes CMS og app'en. Det vil betyde en mere ensartet formidling og en samlet upload-funktion, som sender ud til alle platforme.
Udviklingen af denne samlede løsning kræver fokus på nye forretningsgange i forhold til blandt andet billedformater, rettigheder og tekniske tilpasninger i de enkelte brugergrænseflader.
Vi fortæller mere, når vi har landet en aftale med DBC.