Nyt børnesite på lokale hjemmesider
Der er fuld gang i udviklingen af den websiteløsning, der skal erstatte det nuværende ereolengo.dk. Som det tidligere er blevet meldt ud, traf Det Digitale Folkebiblioteks bestyrelse i september beslutningen om, at børnesitet skal integreres på bibliotekernes lokale sites.
Dette betyder i praksis:
Der vil ikke være et nationalt site, som I tidligere har kendt det fra ereolengo.dk, men i stedet 95 separate sites (da løsningen skal ligge på de lokale hjemmesider)
Man vil fra bibliotekets hovedsite (for eksempel bibliotek.kk.dk) kunne klikke sig ind på et separat børneområde, der har et børne/unge-rettet design og andre funktioner end det almindelige FB CMS
Bibliotekernes Nationale Redaktion vil fortsat opdatere og producere indhold til sitet, som I kender det fra ereolengo.dk. I udgangspunktet følger dette indhold automatisk med og publiceres automatisk på børneområdet, så man ikke behøver at tilføje indhold eller vedligeholde området selv
Biblioteket kan fravælge at få publiceret indhold fra Bibliotekernes Nationale Redaktion automatisk, hvis man ønsker det
Biblioteket kan tilføje eget indhold til området (i form af artikler, video, linkbokse), hvis man ønsker det
Sitet vil indeholde ebøger, lydbøger, podcasts og bibliotekets fysiske bøger
Der er forventning om lancering i maj 2025. Ereolengo.dk vedligeholdes, indtil den nye løsning er i drift, ligesom eReolen GO!s app vil fortsætte med at eksistere. Appen skal i udbud i 2025.
Vi vil snarest invitere til webinar om den nye børneløsning.