Søges: Programleder til bibliotekernes fælles digitale filial til børn
Projektet Bibliotekernes fælles digitale filial til børn skal udvikle én samlet indgang til både digitale og fysiske materialer for de 7-14-årige. Der bliver fokus på inspiration og lystlæsning på både papir, skærm og i høretelefonerne, og projektet bygger videre på eReolen GO!’s erfaringer og funktioner.
Slots- og Kulturstyrelsen har givet puljemidler til at etablere Bibliotekernes fælles digitale filial til børn, og arbejdet vil blive udført af Det Digitale Folkebibliotek.
Før arbejdet kan komme rigtigt i gang skal der ansættes en programleder, som kan styre de mange samtidige processer og det brede felt af interessenter. Det håber vi er noget for dig.
Fokus på muligheder og gode løsninger
Bibliotekernes fælles digitale filial til børn er et komplekst og ambitiøst projekt. Derfor skal du som programleder kunne lede, planlægge og styre programmet med alle de nødvendige delprojekter på en god og inddragende måde, så resultatet lever op til forventningerne.
En opgave, der kræver erfaring med projektledelse af projekter med høj kompleksitet og mange interessenter samt et klart fokus på muligheder og gode løsninger.
Det Digitale Folkebibliotek lægger stor vægt på gode samarbejder og en høj grad af inddragelse af alle relevante aktører. Det gælder både internt i organisationen og i samarbejdet med medlemmer og leverandører. Som programleder skal du derfor være klar på at tage initiativ og aktivt inddrage projekternes interessenter. Du skal også kunne formidle, så både interne og eksterne interessenter føler sig trygge og velinformerede.
Både tempo og humør er højt
Som programleder hos Det Digitale Folkebibliotek bliver du en del af et sekretariatet, der har en bred og spændende opgaveportefølje og fagligt stærke medarbejdere, som næsten alle vil spille en større eller mindre rolle i projektet. Det går stærkt, men det er også sjovt og vi sætter pris på en uformel tone og godt kollegaskab.
Det er en 37 timers stilling, hvor du kan forvente 1 – 2 arbejdsdage om ugen i København, hvor sekretariatet ligger og en del møder og aktivitet i Århus, hvor holdet bag eReolen GO! sidder.
Vi håber på at finde den rigtige kandidat blandt medlemmerne af foreningen Det Digitale Folkebibliotek, og hvis det er dig, vil der blive tale om en 2-årig indstationering.
Vi kan slet ikke vente med at komme i gang med Bibliotekernes fælles digitale filial til børn. Hvis du har det på samme måde, så tøv ikke med at sende din ansøgning.