Nyt grunddesign: Læs reviewet af bibliotekernes nuværende hjemmesideløsning
Reviewet er lavet som en del af projektet med et nyt grunddesign og designsystem, for at stille skarpt på uhensigtsmæssigheder for slutbrugere og redaktører i det eksisterende design, som med fordel kan laves anderledes i den næste version af hjemmesideløsningen (Next-projektet).
Reviewet fokuserer på en række tværgående elementer for sitet samt forsiden. Det dykker ikke ned i de enkelte funktionsområder (søgning, brugerprofil mm.), som skal udvikles efter, at arbejdet med grunddesign er afsluttet.
Projektet arbejder ud fra følgende overordnede mål for det nye grunddesign:
- Skab en bedre brugeroplevelse for slutbrugeren og højne tilgængeligheden
- Giv løsningen en mere professionel og opdateret visuel følelse
- Hjælp bibliotekerne med et mere fleksibelt system til at kommunikere
Reviewet fremhæver de steder, hvor der er potentiale for forbedringer, og dykker ned i tværgående elementer og principper for sitet.
Udvalgte anbefalinger: Mindre topmenu og ændrede navigationsprincipper
Én af anbefalingerne går på at holde topmenuen mindre og ikke sticky, så den ikke stjæler for meget plads. Anbefalingen er, at det kommende site bør indføre en ny type cookie-accept samt en mindre topmenu, hvilket tilsammen vil give indholdet på sitet mere plads til at stå frem.
Reviewet peger også på et behov for at indføre en brødkrummesti, så brugeren kan aflæse sin placering på sitet, og at bredden af sitet skal udnyttes til navigation – frem for en lille venstremenu -, så undermenupunkter og landingpages bedre kan formidles.
Brugen af bannere og billeder, hvor redaktionelt indhold automatisk skifter (som i tabrolls på DDB CMS) anbefaler Dept i reviewet ikke at videreføre i det kommende design, da undersøgelser viser, at brugerene opfatter det som ‘reklame’ eller støj og sjældent bliver læst.
Billedtekst: Eksempel på det nuværende design. Anbefaling: Det kommende site bør bruge en mindre topmenu og en anden type cookie-accept for at give indholdet mere plads.
Næste skridt: UX og design
Næste skridt i projektet er at arbejde med designretninger og UX-anbefalinger, som til sidst skal smelte sammen i et nyt grunddesign.
Foruden sekretariatet, deltager tre faggruppemedlemmer fra Fagudvalget for Hjemmesider og apps i en referencegruppe, som er med til at sikre, at det nye grunddesign tager udgangspunkt i bibliotekernes hverdag, ønsker og behov.
FAKTABOKS
- Referencegruppe: Rebekka Kinimond Carlson, Hvidovre Bibliotek, Kasper Skov-Nielsen, Randers Bibliotek og Lunde Ljungberg, Lejre Bibliotek.
- Referencegruppen deltager sammen med sekretariatet på alle workshops med bureauet Dept, som er valgt som leverandør på projektet.
- Referencegruppen bidrager med viden og holdninger til Depts oplæg og spiller en central rolle ift. at kvalificere beslutningerne og sikre bibliotekernes behov på projektet.