Resultater fra brugerundersøgelse 2025
Afdækning af formidlingsbehov samt ønsker til formater på tværs af målgrupper
Bibliotekernes Nationale Redaktion har i februar gennemført en brugerundersøgelse målrettet både slutbrugere, ikke-brugere og biblioteksmedarbejdere med det formål at afdække behovet for formidling på tværs af målgrupperne. Resultaterne skal i sidste ende være med til at kvalificere det arbejde, der bliver lagt i Bibliotekernes Nationale Redaktion og sikre værdi for både biblioteker og brugere.
Herunder er et par hovedkonklusioner fra rapporten, som er udarbejdet af Moos-Bjerre Consulting og finansieret af Slots- og kulturstyrelsen som en del af projektet Fælles digital fokus for folkebibliotekerne.
Hovedkonklusioner:
Brugerne efterspørger i høj grad formidling fra biblioteket
o 58% benytter bibliotekets platforme til at finde inspiration til nye læseoplevelser.
o 41% søger ikke et specifikt materiale, når de går ind på bibliotekets hjemmeside.
o 32% har behov for inspiration ugentligt eller flere gange om ugen. 33% har brug for inspiration flere gange om måneden.
o Dertil ønsker flere ”mere inspiration”, end der allerede gives i dag (angivet i fritekst).
Hovedparten af biblioteksmedarbejderne mener, at indhold skal målrettes midaldrende kulturforbrugere og børneforældre.
Brugerne efterspørger i høj grad (51%) formidling af podcasts, ebøger og lydbøger. Kun 18% af biblioteksmedarbejderne mener, at formidling af de digitale materialer bør prioriteres af Bibliotekernes Nationale Redaktion.
Ifølge ikke-brugerne selv (37%) vil mere viden om, hvad bibliotekernes digitale tilbud indeholder kunne få flere til anvende det.
Både brugere og biblioteksmedarbejdere ønsker korte, skriftlige formater - fx lister, korte artikler o. lign.
Bibliotekets størrelse har stor betydning, når det kommer til ønsker til delingsplatformen. 25% har svaret, at ”mere indhold” er den vigtigste prioritet. Det er særligt medarbejdere på de mindre biblioteker, som ønsker mere indhold, hvorimod de større og mellemstore biblioteker rangerer mere indhold væsentligt lavere.
Resultaterne fra brugerundersøgelsen vil blive sammenlignet med den brugsdata, der er tilgængelig fra bibliotekernes digitale platforme og formidlingstiltag vil løbende blive evalueret på baggrund af anvendelse og udlånstal. Styregruppen for Bibliotekernes Nationale Redaktion vil deltage i prioritering af redaktionens fokusområder og succeskriterier.