Litgaming
Projektperiode:
LitGaming er en enkel idé – en gamerklub, der også fungerer som en bogklub. Her diskuterer børn bøger, mens de gamer. Spillet reflekterer de temaer og følelser, der er beskrevet i bøgerne. Dette skaber en naturlig og engagerende overgang fra spil til læsning og giver drengene en ny måde at forholde sig til litteratur på. Bøgerne i LitGaming er udvalgt med afsæt i børnenes livsverden og interesser, som for eksempel gaming, ensomhed, perfektheds-kultur og gruppepres, for at gøre litteraturen relevant og tilgængelig for børnene.
Projektet har til formål at styrke børnenes forbindelse til litteraturen gennem video-tilbud på eReolen GOs YouTube-kanal, hvor 70% af seerne allerede er drenge. Børnenes egen digitale verden kan være et trygt rum til at præsentere dem for litteraturens mange facetter og give mulighed for at reflektere over tunge emner og svære følelser gennem karakterer i bøgerne.
Håbet for projektet er at nå ud til nye målgrupper og vise, at bøger og læsning kan have en plads i og bringe værdi til deres liv, samtidig med at vi giver dem redskaber til at sætte ord på deres følelser og de dilemmaer, de møder i deres liv og hverdag.
Tankerne bag projektet
I en tid, hvor læselysten blandt børn på mellemtrinnet falder, er det særligt drenge, der synes at miste interessen for bøger. Mange biblioteker har allerede udviklet initiativer for at fremme læselysten, men der er stadig en udfordring med at nå de børn, der aldrig besøger det fysiske bibliotek. Dette gælder især børn fra ressourcesvage hjem, men generelt er drenge fra slutningen af mellemtrinnet og udskolingen et særligt indsatsområde, som LitGaming ønsker at ramme.
LitGaming er et fosøg på at skabe et relevant tilbud til disse børn, og gøre dem opmærksomme på de digitale ressourcer, der er tilgængelige for dem. For at sikre forankringen i det fysiske bibliotek har Horsens Bibliotek fungeret som samarbejdspartner på projektet med særligt fokus på at skabe en sammenhæng mellem børnenes digitale oplevelser og de fysiske tilbud.
Statistik:
Mest sete format på eReolen GO
100.000 visninger på eReolen GOs YouTubekanal
Stigning på udlån af de formidlede bøger på over 1000%