”Data er aldrig et facit, men et udgangspunkt for et spørgsmål”

”Statistik er ligegyldigt, hvis man ikke lægger et lag af faglighed ovenpå. Omvendt kan statistikken understøtte fagligheden og være med til at sikre, at man har det helt rigtige bibliotekstilbud.”

Lise Kok Petersen, der er data- og statistikkonsulent på Roskilde Bibliotekerne er ikke i tvivl. Selvom hun sidder med alle tallene i FAKTOR er de ikke noget værd uden dem, der sidder med fingrene i fagsystemerne: ”Vi har rigtigt meget data og vi er først ved at opdage, hvordan vi kan bruge den.” fortæller hun. 


Lise Kok Petersen har været med til at udvikle et e-læringsforløb, der kan hentes hos centralbibliotekerne, og afholdt workshops for sine kollegaer. ”Der sker noget, når kollegaerne begynder at bruge data aktivt. Vi kan meget bedre se om vi har de rigtige tilbud og bruger pengene rigtigt.” konstaterer hun.

Det handler om at stille de rigtige spørgsmål
 

Samspillet mellem data og den faglige forståelse ligger Lise Kok Petersen meget på sinde: ”Data er rigtigt godt til at bekræfte eller afkræfte de antagelser vi har. For eksempel oplever vi, at der bliver afleveret rigtigt mange materialer om mandagen, men er det rigtigt? Det kan vi undersøge med data.” siger Lise Kok Petersen og forsætter: ” Data er ikke et svar, men et grundlag for gode spørgsmål. Hvad betyder det her og hvad er det så for nogle beslutninger vi skal tage?” 


”Det er vigtigt, at man har et rigtigt godt undersøgelsesspørgsmål.” slår Lise Kok Petersen fast. ”Det skal være helt konkret.” Derfor gør hun også meget ud af at spørge ind til, hvad det helt præcist er, man ønsker svar på før hun begynder at lede i tallene. ”Hvis man ikke er helt klar på, hvad man ønsker at undersøge, så leverer tallene de forkerte svar og så kan det ikke bruges til noget.”

FAKTOR for begyndere

”Start i det små, formuler noget meget, meget småt og simpelt. Vælg kun én ting at undersøge og gå efter den!” Så enkelt lyder Lise Kok Petersens råd til alle, der gerne vil i gang med anvende statistikken fra FAKTOR, men ikke helt kan overskue, hvor de skal starte. ”Begynd helt lavpraktisk. Meld dig ind i den Facebookgruppe, der findes om FAKTOR, der sidder over 200 mennesker klar til at hjælpe dig.” 

Lise Kok Petersen har erfaring med, at brugen af Excel kan være en hurdle, som stopper folk fra at gå videre med tallene. Det er dog ikke et umuligt program at mestre: ”Datahåndtering i Excel er noget helt andet, men hvis man finder én at holde i hånden eller opsøger nogle kurser, er man hurtigt i gang.” lover hun.

Læs også interviewet med Monica Skov Madsen, Fra intuition til hårde facts, her

Læs også interviewet med Kasper Thalund, ”Vi ville nationalt kunne løfte vores udlån, hvis vi lærte af hinanden.” her

Læs mere om FAKTOR her

Kort om FAKTOR

FAKTOR er bibliotekernes fælles business intelligence-løsning, der gør det muligt at tage beslutninger om drift og udvikling af bibliotekerne på baggrund af statistik og brugeradfærd.


I FAKTOR har bibliotekerne mulighed for både at tilgå fleksible tabeller og printvenlige og lettilgængelige standardrapporter med data fra forskellige datakilder.