Designretning for den kommende version af bibliotekernes hjemmeside
Et fælles design med plads til den lokale identitet
Projektgruppen, bestående af sekretariatet og tre medlemmer fra ’Fagudvalget for hjemmesider og apps’, har efter en grundig designproces vedtaget en overordnet designretning for grunddesignet.
Retningen henter bl.a. inspiration fra bogpapirets farve og folder og bruger samtidig det lokale biblioteks farve til at give liv og plads til den lokale identitet.
I brugen af bibliotekets brand-farve er der lagt vægt på, at det skal kunne hjælpe redaktører; fx i situationer, hvor biblioteket ikke har et oplagt billede til en nyhed eller et arrangement. Samtidig er der lagt vægt på, at farven ikke må indgå, så det er forstyrrende ift. læsbarhed.
Fire værdiord har guidet designretningens ‘Look and feel’
Målet for det nye grunddesign er bl.a. at sikre, at bibliotekernes fremtidige hjemmesider får et opdateret og tidssvarende visuelt udtryk, og at sitet bliver så brugervenligt som muligt for bibliotekernes mange besøgende.
For at guide designprocessen, har projektgruppen udvalgt fire værdiord, som har fungeret som ’designdrivers’ i processen. Værdiordene er blevet udvalgt på baggrund af drøftelser og workshops i gruppen og er: Nærværende, Professionelt, Brugbart (Troværdigt og intuitivt at anvende for slutbrugeren) og Inspirerende.
Slutleverancen ligger klar efter sommerferien
I den kommende tid vil designretningen blive foldet ud i et grunddesign bestående af elementer, som skal bruges på den kommende hjemmeside; herunder header (top-menuen) og footer (bund-menuen).
Grunddesignet og designsystemet vil kunne tilgås via en hjemmeside og indeholde en guide til systemet. Det vil blive sendt ud via nyhedsbrevet, og linket vil også kunne findes på hjemmesiden, når det ligger klar. Der vil ligeledes blive afholdt et fyraftensmøde på den anden side af sommerferien, hvor designsystemet bliver præsenteret.
Projektet ’Grunddesign og designsystem’ er en del af Next-projektet og skal levere:
- Et eftersyn af det nuværende design og designmønstre
- Opdatering af det visuelle udtryk
- Rammer for et designsystem
- Færdigt design for udvalgte grundelementer på sitet, herunder header og footer.
Det er bureauet Dept, der er leverandør på projektet. Bureauet har erfaring med dokumentation af designsystemer og tilgangen atomic design, som projektet tager udgangspunkt i.