Fælles digitalt fokus for folkebibliotekerne
Projektets formål er at skabe en optimal brugeroplevelse ved at udnytte de midler, som bibliotekerne betaler til Det Digitale Folkebibliotek, mest effektivt.
Bibliotekernes digitale tilbud bliver stadig mere populære. I 2021 brugte 60% af bibliotekernes brugere de digitale tilbud og 40% brugte udelukkende de digitale tilbud, ifølge Danmarks Statistik.
Det er en udfordring for bibliotekerne, at populariteten betyder markant øgede udgifter til det digitale område. I løbet af 2022/23 udarbejdede Det Digitale Folkebibliotek rapporten ’Et fokuseret digitalt folkebibliotekstilbud’, som opstiller tre målbilleder samt konkrete anbefalinger til, hvordan denne udfordring kan løses. Det er disse anbefalinger, som dette projekt skal hjælpe med at udvikle.
Tre overordnede indsatser
Fælles brand
Udvikling af et tydeligt fælles brand for bibliotekerne og subbrands i overensstemmelse med de anbefalinger, som rapporten om Fokuseret tilbud formulerede. Herudover også en implementeringsplan.
Opdatering af design på tværs af platforme i overensstemmelse med det nye fælles brand. Formålet er at opnå et fælles udtryk og ‘look and feel’ på de brugerrettede grænseflader.
Implementering af et fælles look and feel omfatter også bibliotekernes apps. Et fælles look and feel på tværs af web og app kræver, at den nye i snitflade ‘FBI API’, der p.t. udvikles til næste generation af Folkebibliotekernes CMS, også implementeres i bibliotekernes apps, da den blandt andet introducerer nye måder at søge på og en værkvisning, der erstatter den nuværende eksemplarvisning.
LÆS MERE OM PROJEKTET FÆLLES BRAND HER
Fælles redaktion
Oprettelse af en fælles redaktion. Den fælles redaktion skal skabe en opgavemæssig og økonomisk synergi og samtidig sikre en mere ensartet kvalitet på foreningens platform. Det skal blandt andet opnås ved, at redaktionerne i eReolen og Litteratursiden organiseres sammen under Det Digitale Folkebibliotek.
Den fælles redaktion har fået navnet Bibliotekernes Nationale Redaktion
LÆS MERE OM BIBLIOTEKERNES NATIONALE REDAKTION HER
Fælles dialogplatform
Analyse og beslutning om indkøb af en fælles dialogplatform, som skal give bibliotekerne en bedre mulighed for at vejlede og rådgive brugerne på foreningens platforme. Herunder en juridisk afklaring af, om der skal laves et udbud. Der skal findes et standardprodukt, som kan understøtte bibliotekernes behov for digital dialog med borgerne samtidig med at det er økonomisk bæredygtigt og valgfrit for de enkelte biblioteker.
Analysen viste efterfølgende, at der ikke var opbakning blandt medlemmerne til at etablere en dialogplatform og bestyrelsen har på denne baggrund besluttet ikke at etablere den.